Gli amici del Cimitero Acattolico

Gli amici del Cimitero Acattolico

Rejsebreve fra Rom

KirkegårdenPosted by Steen Thu, April 28, 2011 17:46:33

J. P. Jacobsen nåede kun lige akkurat at blive 38 år gammel. Han døde af tuberkulose, som forpestede de sidste 11-12 år af hans liv. Sygdommen viste første gang sit grimme ansigt i Firenze, hvor han under et hosteanfald spyttede blod. Derefter tænkte han kun på at komme hjem til Thisted.

Denne rejse fandt sted i 1873, da Jacobsen i en alder af 26 havde en lovende fremtid for sig som naturvidenskabsmand. Han havde lige fået universitetets guldmedalje for en afhandling om ferskvandsalger. Desuden havde hans Darwin-oversættelser vakt opsigt. Jacobsen var inviteret med på rejsen af vennen Edvard Brandes, der var på bryllupsrejse med sin unge kone Harriet.

J. P. Jacobsen foretog tre længerevarende udenlandsrejser. Mens den første var tænkt som en dannelsesrejse, så kan de to næste karakteriseres som rekreationsrejser. Varmere himmelstrøg havde en dulmende virkning på tuberkulosen. Efter romansuccesen ”Fru Marie Grubbe” opholdt han sig vinteren 1877-78 i Schweiz på en pension i Montreux ved østenden af Geneve-søen.

Endnu mens Jacobsen var i Montreux, fik han at vide, at han var tilkendt Det Anckerske Rejselegat. Han kunne nu rejse hjem til Thisted og forberede næste vinters ophold i Rom, hvor han ville arbejde med romanen Niels Lyhne.

Rom 1878-79

Efter tre ugers rejse ankom J. P. Jacobsen i efteråret 1878 til Rom, hvor han den 29. oktober skrev til Edvard Brandes:

”Nu boer jeg i Via due Macelli hos en tydsk Urmager i to forholdsvis pragtfulde Værelser med megen Sol, spiser sammen med de danske Kunstnere og møder til Lørdagssoireerne i Foreningen.” Med ”foreningen” menes Skandinavisk Forening, der var samlingssted for nordiske kunstnere.

Dagen efter skrev han til forældrene:

”Fluerne vrimle her paa Solskinsdage i store Sværme, men er dog ved at forsvinde nu, jeg vilde ønske det Samme var Tilfælde med Lopperne, der ere en Del mere talrige end det er ønskeligt for Ikke-Italienere.”

I samme brev fortalte han om den italienske kost:

”Maden hernede er bedre end jeg ventede det. Oksekjød kan man næsten altid faa godt, men saa maa man spise det tørt, for der er saa sørgelig meget Hvidløg i deres Saucer. Svinkjødet er ikke begyndt endnu, vildsvinesteg har jeg spist en enkelt Gang men fandt det utyggelig. Jeg skal ikke nægte at en stegt Rødspætte eller en kogt Fjordtorsk eller næsten en hvilken som helst dansk Ret vilde stille det man her faaer i et ugunstigt Lys.”

Helbredsmæssigt havde J. P. Jacobsen det godt i denne periode. Det fremgår af et brev den 19. november 1878 til broderen William:

”Da det svenske ”Aftonbladet” bringer den for mig overraskende Meddelelse at jeg ”Ligger for Døden” skynder jeg mig at underrette dig om at jeg er i bedste Velgaaende og aldeles ikke har været syg, men har skrevet den fuldstændigste reneste Sandhed hjem om min Sundhedstilstand. Jeg var bange for at Løgnene var gaaet over i danske Blade og derfor disse Linier.”

Julen 1878

Rom var en stor oplevelse for J. P. Jacobsen. Den 27. december skrev han til forældrene:

”I de sidste 14 Dage har jeg jævnlig tilbragt mine Formiddage ude i Vatikanet hvor hans Hellighed Paven bor, men det er dog ikke ham jeg besøger, men de utroligt rige Samlinger der dér er baade af Malerier og af Billedhuggerarbejder. Det lugter saa underligt historisk at drive om i Værelser, hvor Væggene ere Malede af Rafael og hvor Julius II og Leo den X har holdt Gilder paa salig Kong Hanses Tid. Men det er dog næsten mere underligt nu lige ved Juletiden at staa Ansigt til Ansigt med Portrætbuster af den Kejser Augustus paa hvis Tid Jesus blev født og at tænke sig at Jumfru Marie gik og lavede til Barsel den Gang dette Stykke Marmor blev dannet til under Meiselen. Og hvad mener I om at gaa omkring paa den selv samme Jord indenfor de selv samme Vægge hvor Nero lod de første Kristne rive ihjel af vilde Dyr og det gjør man i Collisæum.”

Rom 2011

Inspireret af J. P. Jacobsens ophold i den evige stad arrangerede J. P. Jacobsen Selskabet en rejse til Rom i dagene op til påske (15.-20. april), hvor bl.a. Skandinavisk Forening og Cimitero Acattolico, hvor så mange danskere er begravet, skulle besøges. Undervejs sendte Else Bisgaard et par ord ledsaget af nogle fotografier, optaget af Ib Nord Nielsen, fra Rom hjem. De bringes her med tak efter aftale med Else Bisgaard og Ib Nord Nielsen.

Svend Sørensen

Rejsebrev 1 fra Rom. 16. april 2011. 25 deltagere med J.P. Jacobsen Selskabet i J.P Jacobsens fodspor.

v. Else Bisgaard

Måske er det lidt ”nørdet”, sådan at drage til Rom for at følge i J.P. Jacobsens for længst udviskede fodspor. Det er immervæk 132 år siden, han var her i byen første gang. Meget vand er løbet i både Limfjorden og Tiberen siden, og Jacobsen er måske ikke den mest kendte blandt de mange skandinaviske kunstnere, som gæstede den evige stad i 1800-årene.

H.C. Andersen og Bertel Thorvaldsen lever på en måde endnu i byen. Mindeplader på flere huse fortæller, at H.C. Andersen boede her ”in questo casa”. Der findes sågar en ”Piazza Thorvaldsen”. En sådan ære opnåede Jacobsen ikke. Huset han boede i med adressen Via dei due Macelli 124, er da væk og intet skilt kan pryde facaden og minde beskueren om naturvidenskabsmanden, forfatteren og digteren fra København, med stærke rødder i Thisted og på en længere visit i Rom i 1878-79. Vi må nøjes med at stå på et befærdet hjørne og kigge ud på trafikken, der passerer det sted, hvor huset, han boede i et halvt års tid fra oktober 1878 til maj 1879, formodentlig lå.

Men himmelen er stadig romersk blå. Her er stadig både turister og pilgrimsfarere. Pinjer og cypresser skaber endnu med deres karakteristiske profiler en særlig ”skyline” – og Rom er stadig Rom. Myte og virkelighed på én gang.

Jacobsen måtte bruge meget lang tid på at rejse fra Thisted til Rom. Nu om dage kan det gøres langt hurtigere og svært mere behageligt. Vi landede fredag den 21.4. kl. 14.00 efter et par timers flyvning, som uendeligt mange før os i de sidste mange år har gjort det. Men vi blev i lufthavnen modtaget med skiltet ”J.P. Jakobsen”- med k! Mon nogen nogensinde før er blevet modtaget med netop Jacobsens navn på skiltet?

Og på den halvanden dags tid vi i skrivende stund har været her, har vi allerede været flere af de steder, som Jacobsen brugte langt mere tid på at opsøge og studere. Sådan har vi jo så travlt nu om dage.

Vi har nået at spadsere i kvarteret omkring Den spanske Trappe, hvor Jacobsen boede. Vi har besøg kirken Santa Maria della Concezione, hvor de jordiske rester af for længst afdøde børn og voksne, skeletdele og kranier, er anbragt i sirlige mønstre. Det er som at gå ind i et stort Memento mori, ”husk du skal dø”. Jacobsen skrev, at han havde set ”munkeben”. Vi var i kirken Sant´Andrea della Fratte, som er kirke i det sogn, han boede i under sit ophold hernede. Men hér kom han næppe meget. Han var jo ateist.

Vi har besøgt klostret Bonaventura ( som Jacobsen vist aldrig besøgte), se Colosseum og Forum Romanum. Vi har været i kirken San Clemente, under hvilken man langt langt nede finder velbevarede rester af det antikke Rom.

Om sine første indtryk af byen, skrev Jacobsen til Georg Brandes (dateret d. 3.11.1878): Kjære G.B. Siden den 17 (oktober) boer jeg her i Rom i Due Macelli og gaaer sommetider ud at se paa Mærkværdighederne, men tager mig i det hele tilværelsen saa roligt som jeg er nødt til. I Siena hvor jeg var en 4-5 dage tænkte jeg meget paa Dem, for De havde en gang sagt at Lykken det var at sidde paa Stenbænkene uden for Domen i Siena, i Maaneskin, fuld af sig selv. … Jeg har nu set baade St. Peterskirken, Forum Romanum, Colisseum og Munkebenene i S. Maria della Concezione, men det eneste der virkelig har taget mig hernede er et Par Portraiter i Palazzo Doria Pamfili.

Han gav sig god tid, lod sig ikke sådan imponere og havde altså ikke så travlt med at se det hele på den halve tid, som vi andre. Men han skulle jo heller ikke nå en flyver hjem om 4 dage.

A pro pos klostret Bonaventura, som ligger på Palatinerhøjen, så besøgte vi det i dag, fordi det var her i dette fransiskanske kloster, den danske maler Albert Küchler (1803-1886), boede i mange år. Han var konverteret til katolicismen og gået i kloster hernede, Hans katolske navn blev Fra Pietro da Copenhagen. At gå i kloster blev i det hele taget for ham en behagelig ting.

Küchler, eller Fra Pietro, malede dygtigt og lavede en række fine religiøse udsmykninger til klostret, som ligger et af de smukkeste steder i byen, en oase med udsigt til Colosseum og det meste af det gamle Rom. Takket være sine fine malerier fik Küchler trods munkeløftet om at leve fattigt og ydmygt lov at ryge cigarer og gå med uldsokker!

Tilbage til Jacobsen: Vi afrunder dette rejsebrev med et par betragtninger over maden. Jacobsen var næppe så fortrolig med den italienske mad, som ethvert barn i vor egen tid, der kender og elsker smagen af pizza og pasta langt mere end smagen af stegt ål og stuvede kartofler. Jacobsen var i begyndelsen ikke glad for den italienske mad, men skrev dog den 18.11.1878 til Edvard Brandes, at han (altså Jacobsen) nu havde forsonet sig så meget med det romerske køkken, at han endog spiste Macaroni og at vinen tilmed var faldet til det halve i pris og cigarerne rygelige. Så tilværelsen syntes ham tålelig. Der er vist ingen tvivl om, at Jacobsen i lighed med de mange andre skandinaver indtog sine måltider på henholdsvis de små, traditionelle osterier og trattoriaer og selvfølgelig Café Greco og Trattoria del Lepre i Via Condotti. Der herskede en ganske særlig stemning hér, hvor skandinaverne ligefrem udgjorde en hel lille koloni, langt fra hjemmet i det fremmede.

Om at spise hurtigt eller langsomt, fast food eller slow food, og om at spise i Rom, skrev Christian Elling i sine Breve om Rom, 1945, følgende: at spise Quick Lunch i en bar paa Corsoen er en Funktion uden Perspektiv, en meget øjeblikkelig sag; men at indtage et Maaltid paa et Osteri er rigtignok noget andet, nemlig et romersk Foretagende. Man bliver selv betydelig ved det, slaaer ligesom Rod underBordet og faar ganske stille Kontakt med svundne Generationer af gamle Romere… Der er slet intet Skaberi i dette, den Rejsende føler blot, at han er delagtig i en apostolisk Succession. I Rom bør man ikke være radikal; det er man i Paris…

Vi nyder maden og stemningen hernede, prøver at forestille og Rom på Jacobsens tid og glæder os til at se mere til dét Rom, der var hans.

Rejsebrev 2 fra Rom. April 2011. J.P. Jacobsen Selskabet.

”Her er intet nyt, men man er jo ogsaa nærmest i Rom for det gamles Skyld”. Omtrent sådan skrev Jacobsen muntert hjem i et af de mange breve, han sendte til både familie og venner, mens han var hernede. Rejseselskabet, der følger i hans spor hernede, får sandelig også set meget af det gamle, hvilket jo så er nyheden i dette lille rejsebrev!

Palmesøndag valgte en del af os at deltage i den store messe på Peterspladsen, hvor vi sammen med en tusindtallig skare hørte og så pave Benedikt den 16. stå og gå i spidsen for at celebrere fejringen af indtoget i Jerusalem. Vi ved ikke, om Jacobsen gjorde noget tilsvarende – altså oplevede den daværende pave Pius d. 9. forestå en messe. Han skrev dog hjem til forældrene ved juletid i 1878, at han jævnligt tilbragte nogle formiddage ude i Vatikanet, ”hvor hans Hellighed Paven bor, men det er dog ikke ham, jeg besøger, men de utroligt rige samlinger, der dér er baade af Malerier og af Billedhuggerarbejder” (Brev til forældrene 27.12.1878). Jacobsen følte det historiske sus ved at gå i Vatikanets imponerende samlinger og kigge på portrætbuster af den Kejser Augustus, på hvis tid Jesus blev født .

Ellers var det et højdepunkt på turen at følge vores guide Steen Neergaard ud til den ikke-katolske kirkegård ved Cestius-pyramiden, nær den aurelianske mur. Man tager f.eks. Metroen via Termini til metrostationen Pyramide. Hér går man fra den travle og forrygende stærkt trafikerede verden ind på kirkegården, der er som en stille og fredfyldt oase midt i storbylarmen. Kirkegårdens historie begynder med den omstændighed, at de mange ikke-katolikker (protestanter og jøder f.eks.) jo ikke kunne blive begravet på Roms ordinære gravpladser. De blev i stedet henvist til denne særlige plads. Efterhånden er omtrent 4000 begravet herude. Især kunstnergrave af mange slags tiltrækker sig opmærksomheden. Mange danske malere, forfattere, digtere, billedhuggere mv. fandt i 1800-tallet deres sidste hvilested herude – langt fra hjemmet i Danmark.

Kirkegården er noget særligt - poetisk, stemningsfyldt og smuk med sine gravmæler og dén fred man finder mellem de mange grave. Hér kom Jacobsen helt sikkert på besøg, sådan som de mange andre kunstnere med kortere eller længere ophold i Rom gjorde. Han skrev så vidt vides ikke noget om kirkegården ved Cestius-pyramiden; men han har ganske givet besøgt digteren Carsten Hauchs grav. Hauch, der var født i 1790, havde, som Jacobsen senere gjorde det, studeret naturvidenskab. Men grebet af den romantiske bølge i begyndelsen af 1800-tallet, blev han i stedet en følsom digter, som efter al sandsynlighed er blandt de digtere, der inspirerede Jacobsen. På denne kirkegård er også komponisten og musikeren Niels Ravnkildes grav at finde. Om ham skrev Jacobsen i et brev til Georg Brandes d. 17.1. 1879: ”Ravnkilde hilser mange gange og er ganske bevæget ved at De mindes ham saa venligt.” Ravnkilde døde i 1890 efter at have boet i Rom i 37 år og komponeret og givet undervisning i musik.

Sådan kunne man blive ved at fortælle om personer og skæbner hér i Rom. Den interesserede læser kan selv læse meget mere om de danske gravsteder og personerne i Inge-Lise og Steen Neergaards bog ”Vi kom fra Danmark”, 1998. Ægteparret Neergaard har gennem flere år entusiastisk og med stor udholdenhed indsamlet midler til at renovere de danske grave for.

For den historisk interesserede og for dén, der i det hele taget er livsnysgerrig, er Rom en guldgrube. Dét er jo ingen nyhed. Jacobsen tog egentlig herned for at arbejde på sin roman om ateisten Niels Lyhne. Men det var svært for ham at koncentrere sig. Arbejdet gik ikke efter hans ønske. ”Der er saa meget at se og lære her i Rom saa man ikke kan faa den rigtige Ro iver sig og ikke kan komme til at trække sig ind i sig selv… Der er alt for meget der kalder paa En udefra, og der er en stadig Componeren om fordi Uroen vil meddele sig til det man arbejder paa”. Sådan skrev han om at skulle arbejde hér i Rom og ikke kunne, fordi nysgerrigheden drev ham til at se på den mangfoldige verden hernede.

  • Comments(1)//nyheder.cimitero-acattolico-venner.dk/#post15